om sabotage
'Sabotage' og 'sabotør' er blevet ord som man umiddelbart forbinder med modstandskampen - ligesom 'frihedskæmper'. Men hvad dækker ordene egentlig over? Var den vigtige nyhedsformidling, redningen af de danske jøder og stikkerlikvideringerne også sabotage?
’Sabotage’
kommer fra fransk og betyder forarbejdelse af træsko som var industriarbejdernes fodtøj omkring år 1900. Træskoene blev i arbejdskampe smidt ind i maskinerne for at stoppe og ødelægge dem, og hermed kommer ordet ’sabotage’ til også at betyde ødelæggelse af produktionsapparatet; ’sabotør’ bliver betegnelsen for dem der ødelægger.
Sabotageformer
Grundlæggende fandtes der to former for sabotage i Danmark under krigen, industrisabotage og jernbanesabotage; men der fandtes ikke landbrugssabotage i form af afbrænding af høstklare marker eller nedbrænding af lader og gårde.
Frygten for sabotage kunne også være et mål: jo flere ressourcer Nazi-Tyskland måtte anvende i Danmark, jo færre soldater og jo mindre krigsmateriel ved fronterne.
Jernbanesabotage
Jernbanesabotagens betydning er blevet dokumenteret af historikeren dr. phil. Aage Trommer i hans meget omtalte disputats fra 1971. Konklusionen var at sabotagen kun forårsagede begrænsede køreplansforsinkelser, og derfor blev dens betydning også begrænset. Imidlertid overså Trommer den psykologiske effekt jernbanesabotagen havde, og i øvrigt er det jo en påstand at hævde at begrænsede køreplansforsinkelser medførte begrænset effekt; enhver forsinkelse medførte at ressourcer skulle anvendes på at formindske forsinkelsen og følgeeffekten.
Industrisabotage
Industrisabotagens betydning er blevet vurderet af bl.a. Jesper Vang Hansen med afsæt i de erstatninger som udbetaltes fra Krigsforsikringerne, samtidig med en understregning af at denne fremgangsmåde netop ikke oplyser noget om sabotagernes virkning og betydning i en politisk, økonomisk og militær sammenhæng. For eksempel skabte sprængningen af Forum den 24. august 1943 megen opmærksomhed; modstandskampen blev synliggjort. Men Forum havde ingen industriel betydning, det var blevet overtaget af værnemagten til at huse tyske tropper.
Betydning
Sabotagens betydning er derfor vanskelig at vurdere når det sker ved brug af absolutte måleredskaber som køreplansforsinkelse og forsikringsudbetaling. Vurderingen af modstandskampen bør tage udgangspunkt i virkelighedens forhold.
Virkelighedens sabotage
Det drejede sig om at etablere en kamporganisation der kunne fungere (og det problem har jo været aktuelt uanset størrelsen), dernæst krævede det våben, sprængstof og - ikke mindst - viden om hvordan man fører partisankrig. For nok deltog tidligere spaniensfrivillige der havde en regulær kamperfaring, men langt de fleste var civile, lovlydige borgere som pludselig skulle trænge ind på andres ejendomme, ødelægge og måske også komme i ildkamp med sabotagevagter, dansk politi og tyskere. Overlevelse blev et mål i sig selv: det var af afgørende betydning at kunne skaffe penge, rationeringsmærker, tøj og overnatningsmuligheder. Stikkerlikvideringer blev en nødvendighed, almindelig civiliseret omgang med andre en luksus.
Sabotagen blev udført med de magtmidler og muligheder som nu engang var til rådighed. Kampen blev kæmpet dér hvor det var muligt. Alternativet var at opgive på forhånd!
|